Pigerne på skrænten

To er døde. En er forsvundet ...
 
De ligger på skrænten med ens, hvide kjoler på og diademer i deres lyse hår. De har begge to en rød rose i hånden. Man kunne tro, at de sov, men der er rimfrost på øjenvipperne over deres to par store, blå øjne, for evigt frosne og åbne.
 
Kriminalinspektør Lexi Bennett er sønderknust, da hun finder to teenagepiger side om side på en fredfyldt, grøn skrænt med halsene skåret over. Hun er overbevist om, at der ikke er tale om en seriemorder af den sædvanlige slags, og hun sværger at bruge al sin erfaring på, at retfærdigheden skal ske fyldest på vegne af de smukke piger, der aldrig vil få mulighed for at blive voksne.
 
Men da ofrene bliver identificeret, løber det Lexi koldt ned ad ryggen. Søstrene var trillinger – og den tredje pige, Paige, er forsvundet. Pludselig føles sagen skræmmende personlig. Lexi var også trilling, og hun og hendes søstre blev bortført, da de var teenagere. To af dem flygtede, men i drømme bliver Lexi stadig hjemsøgt af erindringen om den ansigtsløse mand, der bortførte dem, og om sin søster Rose, som hun aldrig så igen.
 
Hendes chef mener, at hun tager sig sagen for nær, men Lexi er sikker på, at uhyret, der bortførte hende, er kommet tilbage og har sendt hende en besked. Hun kaster sig over efterforskningen og forfølger hvert et spor i visheden om, at tiden er ved at rinde ud, hvis hun skal nå at redde Paige.
 
Så kommer hun hjem og finder sin bagdør åben og Roses dagbog på køkkenbordet. Med blødende hjerte læser hun sin søsters håndskrift, og Lexi sværger på, at hun ikke vil unde sig selv rist eller ro, før hun har fanget det brutale uhyre. Vil dagbogen hjælpe hende med at finde ham, før han slår Paige ihjel? Eller er hun ved at gå i en fælde, der er sat op specielt til hende?